Nye regler for studenterkørsel med DJ FORBUDT

Gennem årenes løb har mange studenter haft fornøjelse af at have en DJ med på studentervognen, men nu er det ikke længere tilladt og anses som en lovovertrædelse. Bliver vognmanden taget i at køre studentervogn med DJ, kvitteres der med en bøde.

Sådan håndhæves de nye regler

Blot en uge inden højsæsonen i 2023 blev det ulovligt at have en DJ ombord på studentervognen. Tilbage i 2016 bekendtgjorde Færdselsstyrelsen, at det kun er personer, som har gennemført en ungdomsuddannelse med en varighed på minimum 2 år, som må opholde sig i ladet af studentervognen. Dvs. at bartendere, fotografer og DJ’s ikke er velkomne. Dog har man i årenes løb set igennem fingre med denne bekendtgørelse, lige indtil sommeren 2023, hvor Færdselsstyrelsen har skærpet reglerne.

Hos Dansk Studenterkørsel er vi selvfølgelig kede af at skulle opsige samarbejdet med vores DJ’s, som i årenes løb har været en fast del af mange fantastiske vognture med unge glade studenter.

Hvilke alternativer findes der til DJ på studentervogn?

Selvom studenterkørsel med DJ er gjort ulovligt, er det ikke ensbetydende med, at I mister den gode lyd og musik. I kan selvfølgelig selv agere DJ, når I cruiser gennem gaderne og skråler med på jeres yndlingsnumre, mens I vinker til forbipasserende.

Så længe I forbereder jer, inden studentervognen triller af sted, kan I få den fedeste tur, med en bass der brager derud af.
I kan med fordel udnævne en eller to fra klassen, som er ansvarlig for at sammensætte en playliste og styre musikken, så længe I er undervejs.

Inddrag gerne klassekammeraterne, så alle får deres favoritnumre med på listen. Måske er der nogle sange, som betyder noget særligt for jer som klasse, som bare skal med? 

Som plaster på såret kan I altid booke jeres egen DJ, som laver de fedeste mix til festen efter vognturen.